Hej.
I dag har vores to “trainers” (læs: lærere) sat demokrati og politik i Mellemøsten på dagsordenen. Demokrati i Mellemøsten er som bekendt forholdsvist ikke-eksisterende, men hvorfor er det egentlig sådan? Et emne der bliver debatteret dagligt over hele verden, og som skaber frustration for mange – pånær blandt andet de magthavende autokrater.
Når det kommer til udbredelsen af demokrati, er der mange bud på, hvordan det skal gøres. Få af dem vil jeg kort skrive (både rodet og tendentiøst) om her:
Almengyldige teorier
Moderniseringsteorien
Økonomisk udvikling medfører politisk og kulturel udvikling. Fukuyama med sit “The end of history” (efter den kolde krig/ideologiernes krig, er historien slut, og alle andre lande vil også blive demokratiserede – det skete ikke.)
Liberalisme
Her behøver jeg nok ikke skrive noget, men: Et frit marked vil føre til demokrati.
Afhængighedsteorien
Den tredje verdens kontakt med den vestlige verden har negativ indflydelse på udviklingen. Mellemøsten sælger deres eksporterer råstoffer, vesten forfiner dem, og Mellemøsten køber dem tilbage, hvorfor Mellemøsten ikke udvikler sig. Samtidig er udvekslingen mellem vesten og Mellemøsten højst sandsynlig ikke baseret på vestens interesse i en demokratisk og politisk velfungerende region, men nok snarere på at sikre sig adgang til olie eller andre værdifulde resourcer. Det bærer udveksklingen i høj grad præg af.
Kritik: De lande i Mellemøsten, som isolerer sig (bl.a. Syrien) fra kontakt med vesten, er langt fra demokratiserede.
Partikulære teorier:
Arabisk kultur:
Arabisk kultur er patriarkalsk og autoritær, så den er naturligt resistent overfor demokratisering.
For: Der er oligarki /elitestyre/man er ikke socialiseret til at kritisere regimet eller til at gøre krav på ens rettigheder/man stemmer med dette i tankerne: 1: familien 2: stammen etc.
Imod: Mange vestlige lande var på samme måde, men blev stadig demokratiserede.
Islam:
I koranen findes der citater, der kan tolkes både for og imod et demokratisk styre. Denne diskussion kan føres til det uendelige, men jeg tror personligt ikke, at det er deres religion, der har mest at sige i denne debat. )I Israel er de jøder, og her er der officielt demokrati, men uofficielt er det vist ikke helt i overensstemmelse med vores version af demokrati.)
Mine favoritter
Rentier-stater
En rentier-stat er en stat, hvor næsten al BNP kommer fra en resource, som landet ikke selv har arbejdet for. Eksempel: Næsten alle mellemøstlige lande har usandsynligt meget olie, som de bare skal fiske op af undergrunden og så eksportere. Dette gør, at befolkningen i de pågældene lande bliver afhængige af de magthavende, da det er dem, der har pengene. Pengene fra olien kan fx bruges til at udvikle et stærkt militær, som så kan være med til, direkte eller indirekte, at undertrykke befolkningen.
Semi-rentier-stat: Lande, der har størstedelen af deres BNP fra ”gratis” resourcer. Dette inkluderer også udenlandsbistand, og i lande som fx Palæstina (hvis man kan kalde det et land…) og Jordan, er næsten al indkomst fra Foreign Aid – og næsten al foreign aid kommer fra USAID. (Dette giver meget magt til de lande, der giver støtten, da de kan true med at stoppe deres moneyflow (hvilket de også gør, blandt andet da Palæstinas befolkning valgte Fatah som regeringsparti. I det pågældende tilfælde fjernede de helt støtten.)
”The presence of oil has allowed regimes to bribe their peiople into being passive” – ”no representation without taxation.”
Det er helt klart her, jeg personligt finder den største del af årsagen til, hvorfor vi ikke ser demokrati eller en betydelig demokratisk udvikling.
Nu kan man så håbe på, at det arabiske forår vil bringe noget af det med sig.
Manglende sikkerhed:
Landene i mellemøsten har historisk set næsten konstant været i konflikter. Dette sætter sit præg, når det kommer til befolkningens tilgang til politisk styre. Der er måske behov for et stærkt militært regime, som kan sikre sikkerheden i landet.
Regimestrategi:
En anden mulig årsag til, at landene stadig ikke har demokrati kan også findes her. De allerede siddende regimer, eller autokratier, har primært et fokus. At sikre og beholde magten. De har derfor en helt speciel måde at håndtere følgende emner på:
Civilsamfundet
Reformer
Valg
Oppositionen
Sanktioner
Her kan man skelne mellem et fuldt autokrati og et liberaliserende autokrati. Det fulde autokrati kan undertrykke og styre suverænt, mens det liberaliserende autokrati gør det i skjul. (I stil med romerriget og deres gladiatorkampe for at distrahere pøbelen.)
Vesten: Rule of law
Mellemøsten: Rule by law
Udendørsundervisning
